Hvem er
jeg?
Jeg er en smilende glad pige med ben i næsen. Jeg elsker
udfordringer og jeg hader at lave ingenting. Jeg er nysgerrig,
energisk og uden rytmesans.
Jeg er opvokset, som den mellemste i en søskendeflok på 5, så
jeg er vant til at skulle konkurrere om opmærksomheden ved
aftensbordet, fredagsslikken, legetøjet, computeren....udover mine
4 søskende hos mor har jeg 2 brødre hos min far, så der er nok at
købe julegaver til. Jeg er et familiemenneske med et stort F.
Født og opvokset i Hvalpsund. Som 15 årige tog jeg første skridt
hjemmefra, hvor jeg begav mig på efterskole og siden da ja, der har
jeg faktisk ikke boet hjemme. Efter efterskole gik turen til Viborg
og derefter videre til Aalborg og nu bor jeg i Ljubljana.
Sport og uddannelse:
Jeg har aldrig drømt om at sport skulle være min levevej, men
håndbold har altid været mit et og alt. Sammenholdet, fællesskabet,
udfordringerne, op- og nedturene har hver dag været med til at give
mig energien og lysten til at komme til træning med et smil på
læben.
I min barndom spillede jeg i Hvalpsund sammen med en masse
skønne tøser, hvor "halvdelen" af holdet var mine kusiner. Vi drog
afsted til DGI-stævner og halballer, spillede i eliten og spiste
pommes frites og drak rød saft efter træning. Vi lavede
pyjamasparty og spillede jorden rundt.
Efter 8. klasse ville jeg gerne gå i storesøster og storebrors
fodspor og derfor valgte jeg at tage turen på efterskole. Det blev
på HCI at jeg fik min 9. klasseseksamen. Efter 6 mdr. på HCI blev
jeg udtaget til Y-landsholdet og skulle derfor starte med at træne
i Viborg en gang om ugen. Min forstander på HCI Karl Halskov sagde:
"selvfølgelig - vi skal gøre noget for Danmark".
Efterskoleåret var fyldt med fis og ballade, natterend og
kysserier, fester og druk, gymnastikopvisninger og dans. Det var
det år, hvor der var tid til at nyde livet og lave alle
"teenagenarrestregerne".
Året efter HCI begyndte jeg på Viborg Handelsskole og i Viborg
HK. Muligvis det hårdeste år i hele mit 25 årige liv. Et år, hvor
jeg pendlede mellem Hvalpsund og Viborg, hvor madpakken fyldte det
samme som skolebøgerne og jeg fandt ud af hvad løbetræning var og
at hvis man vil sin sport må man frasige noget andet. I mit
tilfælde blev det festerne med veninderne i Hvalpsund og familien,
som tiden og overskuddet ikke var til. Hårdt - men vælger man
elitesporten er der noget andet man siger farvel til.
Jeg havde 5 fantastiske og lærerige år i Viborg, hvor jeg
udviklede mig fra at være en træningsspiller på Y-landsholdet til
at komme med til A-VM i Rusland i 2005. Det kostede blod, sved og
tårer at komme til top med håndbolden og selvom man kommer på
landsholdet skal man aldrig miste lysten til at lære noget nyt.
Efter Viborg tog jeg afsted til Aalborg DH. Jeg har altid følt
mig, som en nordjyde så da Aalborg kom på banen var jeg ikke i
tvivl om at jeg skulle tilbage til Nordjylland. Her fandt jeg mig
godt tilrette og jeg fik lokket min vestjyske kæreste med nord på.
Det har altid betydet meget for mig at have mere end håndbold at gå
op i og derfor valgte jeg studielivet ved siden af håndbolden. Det
er blevet til en Finansøkonom og en Bachelor i Sportsmangement.
Som jeg troede at Aalborg DH var klubben, hvor jeg skulle slutte
min karriere af, fik jeg et spændende tilbud fra storklubben RK
Krim Mercator i Ljubljana. Sommerfuglene var straks i maven og jeg
kunne ikke sige nej til udfordringen. Så her er jeg nu og dette er
grunden til denne hjemmeside. . . . .