At være idrætsudøver på et professionelt plan betyder til tider
at flere mennesker får indblik i de beslutninger man står overfor.
Det er ikke altid nemt at holde hemmeligt, hvem man snakker med og
hvad fremtiden måske byder på. Rygterne går og det er
jounalisternes opgave at opsnuse, hvad der sker ude i
håndboldverden.
Som nogen måske allerede har læst på nettet, så forhandler den
danske fløj (mig) med Larvik og mange tænker selvfølgelig, hvorfor
jeg ikke bare får skrevet under på en kontrakt med en klub. Larvik
er bestemt en interessant klub, men der er mange parametre der
spiller ind i sådan en beslutning og jeg er så heldig at have et
par andre meget spændende muligheder.
For mig er det vigtigt at have hjertet med i det jeg gør. For
før jeg kan præstere på håndboldbanen skal alt det andet rundt
omkring også fungere. Jeg forventer, at min fremtid snart er på
plads, men at være i kontraktforhandlinger sætter mange tanker
igang og man skal træffe beslutninger for en, to, tre år ud i
fremtiden. Nu får jeg desværre god tid til at tænke over det, mens
jeg følger alle mine landsholdsvenner til OL.
Link til artiklen på tv2